Da jeg for mange år siden flyttede til København, tog jeg bussen på arbejde – det er der i sig selv ikke noget særligt i – men der var noget særligt ved chaufføren, som kørte bussen. Han smilede, var venlig og hjælpsomt.
Når man står på en bus, er det normalt, at forvente at blive transporteret – men netop denne buschauffør leverede ikke kun transport – han leverede også underholdning – og vel at mærke af den intelligente slags. Jeg stod på bussen på Frederiksberg. Og gennem byen fortalte han om bygninger, veje, sjove hændelser og personer som var knyttet til et særligt område eller sted. Hans passagerer var med ham – og vi smilede og grinene. En ældre dame stod på og sagde høfligt goddag og han sagde velkommen. Og så kom tiden, hvor vi nærmede os Christiansborg. Han slog ud med hånden og sagde: Her har vi landets største og dyreste børnehave – og deres legetøj er vores land.
Hos mig holdt morskaben op og jeg stod kort efter af ved Magasin.
Jeg har gennem den sidste tid med mellemrum tænkt på vores chauffør – særligt fordi der nu i pressen er en diskurs omkring den barnagtige adfærd, tone og dialog i Folketinget – og desværre også fra Europaparlamentet. En dialog, tone og adfærd som ser ud som om, den knytter an til et fravær af en ansvarsfølelse for et fællesskab i vanskeligheder – og i stedet hviler på, hvordan den enkelte politiker kan få mest opmærksomhed i pressen. En egoisme som jeg har svært ved at se, kan understøtte at vores samfund bevæger sig mod en blomstringsperiode.
Jeg blev forleden lettet fordi jeg så en nyhedsmæssig modvægt – Se www.rokokoposten.dk. Forfatterne siger selv om posten: Nyhederne på dette site er fiktive. Enhver lighed med personer – levende, døde eller bare sløje – er sandsynligvis tilsigtet.
Sikke en lettelse – her er det muligt at genfinde den simple logik at den opgave som er påtaget reelt søges løst. Vi venter stadig på revolutionen 
Forsat god søndag